torsdag, januar 25, 2007

Ry Cooder og David Lindley live - KØB DEN!!!!


Jeg har lige modtaget en perle - en liveoptagelse med Ry Cooder og David Lindley fra deres 1995 tur gennem Europa - optaget i statsoperaen i Wien. God lyd!

De medbragte deres respektive afkom på trommer og vokal, så det er en rigtig familieudflugt. Sangene er en blanding af Cooder og Lindley klassikere, men utrolig udsøgt guitararbejde, meget sprødt, gyngende og lækkert.

Jeg har et særligt forhold til den tur - jeg var i sommeren 1995 i Birmingham for mit daværende arbejde - en netværksudstilling i en grim betonklods, placeret i udkanten af en grim by. Birmingham er uden undtagelse (incl. en del tyske rædsler) den mest deprimerende by jeg nogensinde har været i - grim og charmeforladt, kulturløs, trist (indsæt selv tillægsord her).

Jeg gik en aften rundt i byen i søgen efter et eller andet lyspunkt, da jeg passerede det lokale teater - der kom en stor mængde glade og lykkelige mennesker ud efter hvad der tydeligvis havde været en stor oplevelse - jeg checker plakaten: "Ry Cooder og David Lindley - live".

Jeg troede jeg skulle dø. Det kunnehave været mig der forlod salen. Det kunne have vendt min opfattelse af Birmingham :-)

Siden da, har jeg gjort det til en vane at checke spillelisterne for de byer jeg besøger i embeds medfør - det har ført til en stor mængde skønne oplevelser, men denne første skuffelse vil jeg aldrig glemme.

Derfor bed jeg på, da David Lindley tilbød en dobbelt live CD fra denne tur på hans hjemmeside.
Jeg opfordrer alle med en smule musikalitet i blodet (ikke at jeg påstår at jeg har det...) til at gøre det samme - $40 plus fragt - og jeg fik en håndskreven hilsen fra damen der havde pakket forsendelsen - det var David's kone Joan - den stolte moder til datteren Rosanne Lindley, der er med på live-CD'en. Det kan man da kalde mikromarkedsføring.

Anbefales!! http://www.davidlindley.com/cgi-bin/dlshop.cgi

onsdag, januar 24, 2007

Syg, syg, syg.......

Lige nu er jeg fuc... syg - kunne ikke tåle at tage til Århus en enkelt dag - jeg har godt nok hørt om at de bliver dårlige når de besøger djævleøen, men var ikke klar over at det modsatte kunne være tilfældet.

Ligger i sengen og har ondt af mig selv - som den eneste! Mit livs lys ignorerer mig totalt - er der ikke noget med at jo større man er, jo mere utåelig bliver man i kvinders øjne når man bliver syg ? - jeg mener selv at jeg er ganske rimelig, men den opfattelse deles vist ikke af fruen i huset!

Jeg har fået et DVD sæt med gamle danske krimiserier - "Ka' de li'østers?", "Smuglerne" og "Strandvaskeren" - af min nabo. De holder nu ganske godt i forhold til Rejseholdet og Forbrydelsen. De har lige fundet Lars Lunøe i fryseren i "..østers?" - mand hvor blev jeg bange, da jeg så den som dreng i tresserne. Det er ganske rart at ligge under dynen og lade sig rive med af sort-hvid filmet teater - hvis nu bare fruen ville bringe mig lidt mælk og kager, så.....