torsdag, januar 25, 2007

Ry Cooder og David Lindley live - KØB DEN!!!!


Jeg har lige modtaget en perle - en liveoptagelse med Ry Cooder og David Lindley fra deres 1995 tur gennem Europa - optaget i statsoperaen i Wien. God lyd!

De medbragte deres respektive afkom på trommer og vokal, så det er en rigtig familieudflugt. Sangene er en blanding af Cooder og Lindley klassikere, men utrolig udsøgt guitararbejde, meget sprødt, gyngende og lækkert.

Jeg har et særligt forhold til den tur - jeg var i sommeren 1995 i Birmingham for mit daværende arbejde - en netværksudstilling i en grim betonklods, placeret i udkanten af en grim by. Birmingham er uden undtagelse (incl. en del tyske rædsler) den mest deprimerende by jeg nogensinde har været i - grim og charmeforladt, kulturløs, trist (indsæt selv tillægsord her).

Jeg gik en aften rundt i byen i søgen efter et eller andet lyspunkt, da jeg passerede det lokale teater - der kom en stor mængde glade og lykkelige mennesker ud efter hvad der tydeligvis havde været en stor oplevelse - jeg checker plakaten: "Ry Cooder og David Lindley - live".

Jeg troede jeg skulle dø. Det kunnehave været mig der forlod salen. Det kunne have vendt min opfattelse af Birmingham :-)

Siden da, har jeg gjort det til en vane at checke spillelisterne for de byer jeg besøger i embeds medfør - det har ført til en stor mængde skønne oplevelser, men denne første skuffelse vil jeg aldrig glemme.

Derfor bed jeg på, da David Lindley tilbød en dobbelt live CD fra denne tur på hans hjemmeside.
Jeg opfordrer alle med en smule musikalitet i blodet (ikke at jeg påstår at jeg har det...) til at gøre det samme - $40 plus fragt - og jeg fik en håndskreven hilsen fra damen der havde pakket forsendelsen - det var David's kone Joan - den stolte moder til datteren Rosanne Lindley, der er med på live-CD'en. Det kan man da kalde mikromarkedsføring.

Anbefales!! http://www.davidlindley.com/cgi-bin/dlshop.cgi