Tirsdag: Ned ad Highway 1

Så afsted mod LA ad Highway 1 langs kysten. Første stop Santa Cruz, som er hippiernes Marienlyst. Andrea og jeg fik os en gang french tast og Mikkel fik en omelet, der hed "Mike's mess", som var, tror vi, alle omeletter i en. 2/3 igennem måtte han give fortabt.  Tilbage mod bilen måtte vi lige ind i en musikforretning og kigge på guitarer, ditto pedaler og forstærkere. Vi fandt en gulvbas og overvejede om den kunne gå som "håndbagage". Santa Cruz har en del spillesteder og det viste sig at der havde været blues-festival i sidste uge. Der havde været mange af de gamle kendinge på plakaten - Doobie, Los Lobos, Johnny Lang, Los Lonley Nboys, Elvin Bishop og mange andre. Surt at misse. Videre ned ad kysten. Op ad bjerge, ned ad bjerge, med vekslende beplantning og hele tiden med Stillehavets blå brusen til højre. Det var fantastisk smukt. Hele vejen er der udsigtsholdepladser, og vi kunne have holdt ved dem alle. Nu var det bilens tur til at være tørstig. GPS'en viste en Shell-tank længere fremme og den mente vi nok at kunne finde uden yderligere GPS hjælp, men Andrea insisterede og tak for det. Dybt mellem reedwoods stod 2 små Shell-stander med et skilt : "Last chance in 40 miles". Så var det blevet tid til at spise igen. Målet var en berømt burger-restaurant med udsigt over havet: Nephentes. Der var dog proppet med folk, så vi valgte at besøge restaurantens cafe, som lå en etage længere nede. Mikkel fordøjede stadig omeletten og Andrea og jeg var mere til noget let, så det passede fint. Havde vi syntes at vi havde kørt bjergkørsel inden, var det intet mod den næste del af turen. Den ene fantastiske udsigt afløstes af den næste, så smukt, så smukt. Længere fremme kom vi igennem USA' nyttehave. Kæmpe grøntsagsmarker, hvor der blev høstet på livet løs med håndkraft!!!  Vi blev inviteret til at deltage i den årlige artiskok-festival via de kæmpe billboards langs vejen og markerne, hvor artiskokplanterne stod med hovederne nikkende i vinden. De lignede håndukker. Fantastiske strande med sæler, kite-surfere og et par hobos, der sad og hyggede med en flaske pullimut. De skulle straks vide, hvor vi kom fra og ville give hånd (hvor fa'en er håndspritten, når man har brug for den?). Nå, men tilgengæld fik Mikkel det billede af Highway 1-skiltet, som han gerne ville have. Vi var efterhånden kommet tæt på LA og begyndte at overveje om vi skulle tage det sidste stykke med. Kørte dog af ved Santa Barbara, som er de riges paradis. Der er en del stjerne, der har huse her. Vi fandt en fransk pandekage-restaurant med WI-FI, så vi kunne finde nattely via iPad'en, mens vi spiste. Andrea er overbevist om at der også sad en kendt i restaurenten, udfra tjenerens reaktion, hun kendte ham bare ikke... :-( Har tjekket in på Best Western og håber på at sove længere end til kl. 04 imorgen.