onsdag, juni 06, 2012

Søndag: Næsen hjemad

Efter morgenmaden skulle vi lige have den sidste sightseeing med. Mikkel kendte et kinesisk supermarked i Bilka-størrelse, som han syntes vi skulle se, så afsted det gik.

Kinesere er ikke særlig høje, så som 3 kæmper gik vi rundt i de lange gange og osede de mange særprægede fødevarer. Grøntsagsafdelingen var fyldt af mærkelige  sager og det var rart at se en champignon og en agurk indimellem. I fiskeafdelingen var der store akvarier med levende fisk. I et af dem var der torsk i bunke (bur-torsk?), det var fiskeplageri.

Så gik turen til indkøbscentret for at besøge AppleStore. Rasmus' iPad havde problemer med mikrofonen. Der var lige åbnet og alligevel var butikken som en myretue. Vi blev henvist til Genius-desk, hvor en flink mand undersøgte sagen. Dommen var at iPad'en skulle udskiftes, og da der stadig var 12 dage tilbage af garantien kunne vi bare få en ny - vi skulle bare lige sørge for en back-up inden. Heldig har man lov at være ind imellem!!

Så rundt i mall'en. I midten af gangarealet kunne man få ordnet øjenbryn, sidde i massagestole, hvis der var kø hos den kinesiske massør eller købe sig en gang solceller til taget.

På vej tilbage kørte vi igennem en gade, hvor stilen var meget europæisk, specielt lavet til europæer, der bor der i længere tid. Det lignede en by i Sydfrankrig.

Der var tid til et hvil på hotellet inden turen gik hjemad og så afsted mod San Francisco's lufthavn (SFO, hi-hi). Vi var i god tid, så vi kørte en tur igennem Palo Alto. Det er der hvor de velstillede bor, så store villaer og mærkevarer butikker i hovedgaden.

I SFO var lige tid til lidt mad, inden vi skulle sige farvel til Mikkel og igennem sikkerhedskontrollen . Der var den sædvanlige sikkerheds port udskiftet med noget, som lignede en brusekabine, som man skulle stille sig ind i med armene over hoved. Et øjeblik tænkte jeg: " Yes! Beam me up to Denmark, Scotty!", men blev hurtigt afbrudt af en sur dame, der på skærmen havde set, at jeg havde noget i baglommen, som VAR tom!! Det var så mistænkeligt at jeg skulle have tjekket mine hænder for krudt. Maskinen viste vist kun håndsved, så vi fik lov til at gå videre, pyha!

Hurtigt om bord i maskinen til 10,5 timers flyvetur. Efter 5 timer lykkedes det os at få nogle timers søvn, inden vi blev vækket med morgenmad: en sandkage, en drikkeyogurt, en kop kaffe og en mint. Hvor fa'en er min croissant?

I Heathrow havde vi kun en time til at nå flyveren til København. Det tog et kvarter at komme ud af flyveren og 10 min. at komme til nyt sikkerhedstjek, hvor der var en mega kø. Heldigvis fik vi lov til at bruge fast-lane, så vi kom hurtigt til selve sikkerhedstjekket, hvor jeg selvfølgelig bippede! Det tog evigheder for den lille dame, der undersøgte mig. Det havde været hurtigere at smide alt tøjet og tage det på igen. Andrea kom efter mig og måtte ikke gå igennem før jeg var clearet, men heldigvis gik hun rent igennem.

Vi havde nu 20 min. til at komme til afgangshal B, som ligger 15 min. væk, galop-galop gennem en menneskefyldt afgangshal med håndbagage og en "so fluffy" udstoppet enhjørning, ned af en meget lang rulletrappe, ind i et tog til hal B og så en spurt til gate 42.

Placeret i flyet glædede vi os bare til at lande igen og 1,5 timer senere var vi i København. Vi havde leget "spot en kendt" i LA og vi skulle helt til Kastrup før det lykkedes: politimanden, der tjekkede vores pas var med med i TV2's "CPH Lufthavnen". Mission Accomplished. Så nu kunne vi stille og rolig hente vores tunge kufferter og gå ud til Morfar, som var så sød at hente os og kører os hjem til Laura.

        Slut på en dejlig tur