lørdag, juni 02, 2012

Fredag: Vi er på vejen igen - nu med køer

Vi måtte bare se Hollywood-skiltet inden vi kørte mod San José, men hvor ser man det bedst. Hurra for Google, der var flere valgmuligheder og vi valgte at køre op til Griffith Observatory, som desværre først åbnede senere på dagen, ellers havde vi nok kigget på rigtige stjerner. Nå, men skiltet fik vi da at se, og der var en flot udsigt over LA. Så vendte vi næsen mod San José ad Highway 5. Lang lige vej gennem et stor fladt landskab. Vi så appelsinplantager og grøntsagsmarker, store og frodige takket være intensiv vanding. Kvægbrug, hvor der var kvæg så langt øjet rakte. Det så ud som om de gik på den bare jord, hvad dælen spiser de? Da vi stoppede for at spise, trådte vi ud i en varme mur. Mikkel havde købt sig en is, så vi måtte skynde os ind i bilen til airconditionen, så den ikke smeltede inden han fik den spist....:-) Da vi nærmede os San José, kom bjergene tilbage. Det var sjovt at se de store trucks kæmpe sig op ad bakke. Et sted, hvor nedturen var meget stejl, var der ramper fornede til at stoppe løbske trucks, der ikke kunne bremse. Vi nåede hotellet sent på eftermiddagen, efter at Mikkel havde kørt os rundt i Cisco-land. Der er godt nok stort.  Efter at have frisket os op, tog vi ud for at spise. Vi fandt en italiensk restaurant, som var mega-stor. Der var ventetid på at få et bord, så vi blev udstyret med en himstregims med et lille blinkende rødt lys. Vi brugte ventetiden til at diskutere, hvad der mon ville ske med den når bordet var klart. Ville den blive grøn eller ville den begynde at bippe? Nå vi glemte den lidt indtil den begyndte at tænde flere og flere røde lys. Den lignede et rumskib,der var ved at lette: Only in America. Da vi endelig sad gik det tjept, men maden var fantastisk og betjeningen god på trods af de spænede rundt som små myrer. På vej tilbage til hotellet kørte vi op til  et udsigtspunkt. Det var fantastisk at se alle lysene fra byerne, bilerne, der kørte på bjergene overfor og flyene, som landede i San José s lufthavn. Imorgen står den på outlet, så nu godnat.