lørdag, maj 06, 2006

Mikkel - the musical

I Amsterdam tog jeg med kolleger på BoomChicago ved Leidseplein - det er en stand-up comedy restaurant, med forskellige stand-up og teatersport shows. Vi så fire amerikanere køre et flot show på engelsk over et par timer, med megen interaktion med publikum. De sluttede af med tak til publikum - lige bortset fra én mand, der ikke havde grinet eller klappet hele aftenen - og så fik jeg en mikrofon stukket i fjæset og fik lov at forklare mig.

Dette var selvfølgelig vildt uretfærdigt. Jeg havde grinet af selv de dårligste vittigheder - jeg havde virkelig moret mig, men dette bed naturligvis ikke på sjoverne. Jeg måtte svare på diverse spørgsmål om hvem jeg var, hvor jeg kom fra og hvad jeg ville tage ud af mit brændende hus som det eneste (Times World Atlas!).


Derefter spurgte de så publikum om de var klar til et ekstranummer: "Er i klar til....... Mikkel - the musical ???". Og så gik det ellers løs - 10 minutters sindsyg parafrase over mine svar i en bindegal musical, hvor teksterne blev opfundet på stedet med referencer til mine svar - scenerne var bl.a. turister i Amsterdam med et kæmpeatlas som eneste kort, en fuld nordmand der konstant kom ind og spurgte efter "Another Beer?" og "Mikkel" iført en klovnemaske med gulvsvaberskæg. Mine kolleger fandt at den lignede fortrinligt.


En sjov aften :-)